Kommunikation er en forudsætning for samarbejde og videndeling ved mange typer kontorarbejde. Det er lige netop derfor at storrumskontorerne er så populære rundt omkring i landet. Støj og forstyrrelser er dog et stort problem på mange arbejdspladser. Det handler derfor om at fremme god og vedkommende lyd og begrænse dårlig og forstyrrende lyd.
Hvorvidt støj er generende, afhænger af mange forskellige omstændigheder, heriblandt individuelle forhold, arbejdet og sammenhængen, man befinder sig i og fysiske forhold.
Der er stor forskel fra person til person, hvordan man oplever støj. Nogle kan f.eks. opfatte musik som god, imens andre opfatter det som støj. Nogle opfatter støj fra en person, de kan lide som acceptabel, imens de opfatter samme støj fra en person, de ikke kan lide som generende. Nogle har ikke problemer med støj, da det giver liv på kontoret, hvorimod andre er mere lydfølsomme og har brug for mere ro. For at komme de individuelle forhold til livs, er det en god idé at placere de personer, der har brug for fred og ro langt væk fra dem, der skaber støj eller generelt snakker mere i telefon, har flere diskussioner på kontoret og lignende.
Sammenhængen, man befinder sig i, når man hører støjen, spiller også en rolle. Hvis man f.eks. står ved printeren og udfører et meningsfyldt stykke arbejde, kan støjen være kraftig, uden at den føles generende. Men hvis man ikke selv har noget med printeren at gøre, kan den være ekstremt generende. Her er det især vigtigt, at man indretter kontoret på en sådan måde, at man placerer printeren og andre støjende elementer som f.eks. kaffemaskinen langt væk fra medarbejderne. De kan så selv vælge, om de vil arbejde tæt på printeren, når de har brug for den.
Derudover spiller de fysiske forhold også en rolle. Hvad er lydens niveau? Hvad er lydens frekvens? Er lyden regelmæssig eller kommer den uventet? Er der rene toner i støjen? Er der god akustik i lokalet? Disse fysiske faktorer kan man gøre meget ved. Man kan f.eks. indrette kontoret med lyddæmpende materialer i form af f.eks. lyddæmpende vægbeklædning, akustikvægge og bordskærme for at sikre god akustik i lokalet – og ikke mindst for at sikre, at støj ikke spreder sig og bliver værre igennem lokalet. Det kan også være en god idé at indrette med en telefonboks til kontor, så medarbejderne har i hvert fald ét “kontor”, hvor de kan trække sig tilbage og arbejde i ro og fred, når de har behov for det.